Historien om Plasmoids

Begyndelsen
Historien om Plasmoids - den anden generation af det danske clay-o-rama - er lang og snørklet, og dette er min helt og aldeles subjektive udlægning af historien.
For mig begyndte den en helt almindelig eftermiddag tilbage omkring 1987, hvor jeg gik i 7. klasse. Jeg og mine nørdede ligesindede var taget hjem til mig for at få det ugentlige dungeons & dragons fix, med min storebror som GM.

Men denne eftermiddag stod den ikke på dungeonhack. Min bror havde købt en masse modellervoks, og gemte hemmelighedsfuldt et nummer af Dragon magazine. Han ville ikke forklare noget, men insisterede på at vi alle lavede os en figur af modellervokset. Den eftermiddag (og aften) spillede jeg mine første spil Clay-O-Rama, og jeg var solgt.

I de følgende par år arrangerede jeg et utal af Clay-O-Rama spil. Fra formningsholdet på min skole, til hytteturen for min klasse - alle skulle spille det vanvittige spil. Derfra var springet ikke så langt til at arrangere et rigtig stort Clay-O-Rama arrangement, så i oktober 89 stod jeg for det første Clay-O-Rama arrangement på Viking Con.

Turneringen blev en stor succes. Folk flokkedes om det underlige nye spil, og der var rigtig mange der spurgte hvor de kunne få fat i reglerne. Pligtskyldigt henviste jeg til Dragon magazine 125 (samt udvidelsen i nummer 144), men det var med baggrund i den oplevelse at jeg bestemte mig for at lave en oversættelse af reglerne til dansk.

Resultatet blev lidt af en moppedreng. 11 tætskrevne sider med regler, og yderligere 9 sider med de mange "powers", sat op så de kunne klippes ud og fordeles mellem spillerne. Hele herligheden var "prydet" af mine egne illustrationer, og gik for den beskedne sum af 30kr. Det lykkedes mig at få afsat alle de eksemplarer jeg havde fremstillet, og der var bud efter flere, så jeg bestemte mig for at kontakte hovedmanden bag det danske rollespilsmagasin Saga - fordi han også havde kontakter til TSR, der udgav Dragon magazine. Hans navn har jeg glemt for længst.

En råkold aften i Ærmelunden drog jeg til møde, og medbragte min storebror for ikke at blive kørt rundt af en smart forretningsmand - men det havde næppe været nødvendigt. Mødet var helt igennem hyggeligt, og manden virkede oprigtig interesseret i projektet - det skulle han nok klare. Men efter en måned havde jeg ikke hørt fra ham igen, og da jeg kontaktede ham fik jeg at vide at det nok var bedst hvis jeg selv ringede til TSR og fik dem overbevist om at give mig tilladelse til at lave den danske udgave.
Hvad? Jeg var 15-16 år gammel.
Det var ikke nogen synderligt realistisk fremgangsmåde, så her kuldsejlede projektet i en tid.

Dansk Clay-O-Rama
Der skulle gå nogle år før projektet igen kunne bevæge sig fremad.
Jeg kan ikke huske hvordan kontakten blev etableret, men jeg kom i kontakt med folkene bag Saga/Fønix, og vi snakkede i det små om at benytte deres adgang til trykkeri m.m. til at realisere Clay-O-Rama projektet. Det var gennem dem at jeg mødte Ask Agger. Fønix kendte til en anden Clay-O-Rama guru, der åbenbart var lige så involveret i spillet i Jylland som jeg var det på Sjælland, og rygtet gik at også han var i færd med at lave en "rigtig" udgivelse.

I stedet for at lave hver vores version blev vi enige om at mødes, for at forene vores tanker. Det var i sommeren 1993.
Begge var vi interesserede i et skabe noget mere end bare en oversættelse af Clay-O-Rama, og begge havde vi nogle rigtig gode ideer til hvordan man kunne få et figurspil med modellervoksmonstre til at blive endnu bedre end forlægget.
Mit vigtigste bidrag var ideen om de forskellige "farver", der i begyndelse betød at hvis man overholdt visse tærskelværdier for sit monsters egenskaber, så fik man til gengæld ekstra "powers". Ask kom for sin part med den geniale ide at gøre alle egenskaber til "kort" (inspirerert af bølgen af trading card games), og at lade spillerne trække en række kort til sit monster.

Ud over gode ideer havde Ask også forbindelser i forlagsbranchen, idet han tidligere havde fået udgivet rollespillet Via Prudensia gennem forlaget Modtryk. Vi henvendte os til modtryk, der var interesserede i projektet, og der blev hurtigt tilknyttet en projektleder og 2 tegnere. Den sommer arbejdede vi alle meget hurtigt, det hele så meget lovende ud. Trods alt det nye Ask og jeg havde fundet på, så insisterede modtryk på at vi kaldte vores spil for Clay-O-Rama, fordi det var et navn som eventuelle købere ville genkende. Jeg var ikke glad for den beslutning, men sådan blev det.

Ask og jeg fik på få måneder færdiggjort projektet og overlod det til Modtryk, og snart kunne vi se den første frugt af vores arbejde: De flotte regelbøger, i 4-farvetryk på glittet papir. Lækkert. Nu var det kun et spørgsmål om tid. Men tiden gik. Vi fik med jævne mellemrum mere eller mindre vage beskeder om at der lige straks skulle til at ske noget. Men der skete aldrig noget. Efter lang tids pressen på mistede vi modet, og til sidst holdt vi op med at spørge.
Efter noget der må have været flere år genoptog Ask kontakten til modtryk, og fik til sin undren at vide at vores projektleder var blevet fyret, (vist nok ikke mindst på grund af hvordan Clay-O-Rama projektet var kørt af sporet). En ny mand var sat på sagen, og vi øjnede igen muligheden for at spillet snart kunne komme på gaden.

Men sådan blev det ikke. Med godt 50.000 kr. ude at svømme måtte Modtryk genevaluere projektet, og efter en rundspørge til et par spilbutikker angående forventet salg, valgte man den 7. august 1997 permanent at opgive Clay-O-Rama.

Lidt Har Også Ret
Suk. Det var meget arbejde og drømmeri der gik på gulvet den dag.
Noget var der dog kommet ud af hele miseren. Der var blevet trykt 1000 regelbøger, og de flotte farvekort til spillet forelå på computerfil. Filen havde vi allerede fingre i, og ved et rent lykketræf lykkedes det også at redde 250 regelbøger, som Modtryk ellers havde bestemt sig for at destruere, nu da projektet var kuldsejlet.

Armeret med regelbøger, adgang til billige farvekopiering, samt en hel del stædighed, satte vi os for selv at få produceret og en discount version af spillet. Ingen vedlagt modellervoks eller terninger, ingen lækker æske at have det hele i, men dog i al fald en flot regelbog samt farvekopier af de 111 kort på godt papir. Alt sammen lagt i plastiklommer og forseglet med klisterbånd.

Det var helt underligt endelig at se sit spil på hylderne blandt andre spil. I løbet af de godt 4 år der var gået havde jeg spillet spillet masser af gange, og der var masser af ting jeg ville ændre, og nye sager jeg ville skrive til, men det var desværre umuligt fordi vores materialer forelå i den form som de gjorde. Ikke desto mindre var det fedt endelig at få en afslutning på arbejdet, og trods mit ønske om at få alt det nye med, så var jeg ikke i tvivl om at vi havde lavet et godt spil.
På kun 10 måneder fik vi solgt samtlige samtlige af de 220 eksemplarer som vi havde produceret.

Plasmoids
Hermed havde Ask og jeg endelig nået vores mål (mere eller mindre), og vore veje skildtes. Selv havde jeg, lige siden vi indleverede det færdige manuskript til Modtryk i 1993, arbejdet videre med detaljerne i spillet, dels gennem masser af fornøjelig play-test, dels gennem utallige timers arbejde ved tastaturet eller under tænkehatten.

Gennem årene fik jeg arbejdet mig igennem adskillige færdige versioner af spillet - i særdeleshed af kortene, som jeg i sin tid selv havde formuleret, og som i den grad kunne tåle en opstramning. Jeg nåede sågar også temmelig langt med en engelsksproget version af spillet, som jeg dog lagde på hylden efter at have diskuteret den med Ask. I Vinteren 2001 kontaktede jeg endnu engang Ask, for at diskutere om vi skulle forsøge at nå videre med Clay-O-Rama, eller ikke. Min ide var at færdiggøre den engelske version, og så forsøge at sælge den til Wizards of the Coast, som havde opkøbt TSR. Men Ask kunne fortælle at WotC var blevet opkøbt af nogen af branchens hårdeste hunde, og så var det pludselig ikke så attraktivt at tilbyde dem et produkt som var stærkt inspireret af noget de allerede ejede.
Jeg bandede en ekstra gang over at vi i sin tid havde accepteret at kalde vores eget projekt for Clay-O-Rama.

Ask kom i stedet med den udemærkede ide at lægge spillet ud til gratis download på nettet. Og det var jeg med på.
Men det skulle ikke være den gamle version. Alt det jeg havde fremelsket over årene skulle ikke forsvinde i glemslens tåger, så vi aftalte at jeg skulle gøre min "endelige" version færdig, inden hjemmesiden blev en realitet.

Et år efter var internet udgaven af spillet, der nu hedder Plasmoids, endelig en realitet.

Martin Lærkes